Mette og Nicklas flyttede til Vojens – byens blå DNA ruller i årene
Vojens var ikke en tilfældighed for Mette og Nicklas Bech Andersen. De søgte en by med liv, fællesskaber og muligheder – og landede et sted, hvor isen i skøjtehallen er lige så naturlig en del af hverdagen som at hente børn. Allerede dér begyndte deres nye hverdag at tage form.
Da de flyttede fra Jordrup i september 2024, var det med et klart mål: en kortere og lettere hverdag. Nicklas havde næsten en times kørsel til sit job i Aabenraa, og Mette stod på tærsklen til et nyt job hos Lindab. De ville finde et hus, inden deres ældste søn skulle starte i skole. Og så var der Mettes mor, som nogle år tidligere var flyttet til Marstrup – og som de gerne ville tættere på igen.
“Vi havde boet otte år i Jordrup med 500 mennesker, så for os var det stort at flytte til en by med 7.000-8.000 indbyggere,” siger Nicklas. “Men jeg har aldrig været bange for forandringer.”
Nicklas havde også længe haft et ønske om at bo i et hus på et lukket vænge – og da huset på det rolige vænge i Vojens kom til salg, slog de til. “Vi faldt meget for huset og er gået fra 120 kvadratmeter til 192,” fortæller han. “Vi manglede lidt større rum og luft, og det har vi fået her.”
Huset i Vojens blev svaret på det hele. Det var præcis dér, tingene faldt i hak.
At huset ligger ud til et grønt areal med legeplads, stisystem, masser af legekammerater – og selvfølgelig plads til trampolinen – gjorde bare beslutningen endnu lettere. Det var lige præcis den hverdag, de havde ledt efter.
“Vojens har en perfekt størrelse,” siger Mette. “Alt det, vi har brug for, ligger jo lige her. Vi behøver ikke køre til Kolding eller Haderslev hele tiden.” Hun kendte ovenikøbet byen i forvejen – hun havde gået på efterskole i Vojens – så noget føltes allerede velkendt.
Et roligt første år – og så tog det fart
Det første år tog familien bevidst stille og roligt. De ville lande i byen, lære nabolaget at kende og finde rytmen. Men efter et lille år åbnede Vojens sig for alvor.
Drengene fik lov at starte til fritidsaktiviteter – og så gik det stærkt.
Den ældste Felix er startet til ishockey, og den yngste Xander går til svømning.
“Ishockey ligger jo dybt i Vojens. Det er en del af byens DNA,” siger Mette. “Det giver fuldstændig mening, at Felix er på isen.”
Nicklas havde til gengæld ikke set det komme: “Jeg vidste først, at det var en ting, da vi flyttede hertil,” siger han. “Da vi var ude for at se huset første gang, lagde jeg mærke til, at der hang hockeystave på væggen. Så gik det op for mig, hvor stort ishockey er her.”
Fra gymnastiksalen til isen – og ind i et stærkt fællesskab
Både Nicklas og Mette har tidligere været meget aktive inden for gymnastik. I Vojens har især Mette fået en ny hjemmebane: skøjtehallen.
I dag hjælper hun både til på sin søns hold og som frivillig, når Sønderjyske Ishockey spiller hjemmekampe. “Drengene har en holdleder, men mangler de nogen – så springer jeg til,” siger hun. “Foreningsarbejde ligger mig så naturligt. Jeg kan ikke lade være.”
Nicklas deler samme lyst til at være en del af noget større: “Hvis du giver en hånd, så får du den også igen,” siger han. “Vi vil gerne være en del af fællesskabet.”
Og det var netop engagementet, der gjorde, at familien er ved at få opbygget sig et nyt netværk i byen.
“Du skal ville det,” siger Mette. “Du skal turde række hånden frem og være opsøgende. Men gør du det, så får du virkelig noget igen.”
Tættere på mormor – og en hverdag med mere luft
En ekstra bonus ved flytningen er nærheden til Mettes mor.
“Vi spiser sammen en gang om måneden, og hun er en del af drengenes hverdag på en helt naturlig måde,” fortæller Mette. “Og det er rart at have et par ekstra hænder, hvis det en dag kniber med at få hentet.”
Den slags nærhed giver tryghed, struktur og ro – og gør hverdagen markant lettere.
Efter halvandet år i Vojens er vurderingen klar:
“Vi har på ingen måder fortrudt det,” siger Mette. “Der sker meget i Vojens, og byen har liv. Det passer perfekt til os.”
