Gå til hovedindhold

Sophus og Cecilie flyttede fra Aarhus – og fik mere, end de havde regnet med

Cecilie Fovsing og Sophus Christiansen gjorde det modsatte af mange af deres jævnaldrende. De forlod storbylivet i Aarhus og fandt i stedet karriere, hus og en hverdag, der hænger bedre sammen i Haderslev.

Cecilie Fovsing og Sophus Christiansen har kendt hinanden siden gymnasiet, og én ting har længe ligget fast: Haderslev var en del af fremtiden – spørgsmålet var bare hvornår.

– Vi har altid vidst, at vi ville flytte tilbage. Vi har bare ikke vidst hvornår, siger Sophus Christiansen, 26.

I dag har de valgt en anden vej end mange af deres jævnaldrende. Mens vennerne blev i storbyen, flyttede Cecilie og Sophus fra Aarhus og tilbage til Haderslev. I dag bor de i eget hus få minutter fra centrum, og begge arbejder i byen – Cecilie hos Dansani og Sophus ved ATP på havnen.

For dem blev flytningen ikke et kompromis, men begyndelsen på en hverdag, der fungerer bedre, end de havde forestillet sig.

Familien tættere på

Cecilie er ikke født i Haderslev, men flyttede dertil med sin familie fra Als for omkring 16 år siden. For Sophus er byen lig med barndom, venner og netværk.

Efter gymnasiet trak Aarhus naturligt i dem, men efter nogle år blev det tydeligt, at det ikke kun var uddannelse og job, der betød noget.

– En stor del af grunden til, at vi gerne ville tilbage, er også, at vores forældre bor her, siger Cecilie.

Begge beskriver sig selv som familiemennesker, og savnet af nærhed fyldte, mens de boede i Aarhus.

Fra lejlighed til hus

Boligmarkedet fik også betydning, da de begyndte at tale om at flytte.

I Aarhus boede de til leje. I Haderslev kunne de købe deres eget.

– Det trak i os, at vi kunne købe et hus i stedet for at bo i en dyr lejlighed, siger Cecilie.

Sophus peger på, at byen giver muligheder, som kan være svære at finde andre steder.

– Haderslev er et sted, hvor man kan købe hus, selvom den ene er på SU og den anden lige er startet i job.

Huset har de siden sat i stand med god hjælp fra især deres fædre, som begge bor i byen.

Uddannelse og job uden kompromiser

For Cecilie var det afgørende, at flytningen ikke betød, at hun måtte sætte sine ambitioner på pause. Hun læste professionsbachelor i international handel og markedsføring og færdiggjorde uddannelsen i Kolding efter flytningen.

Samtidig fortsatte hun sit praktikophold hos Dansani i Haderslev, hvor hun hurtigt blev en del af hverdagen. Efter endt uddannelse blev hun fastansat i en nyoprettet stilling.

– Jeg er glad for at kunne fortsætte efter mit praktikophold. Her er en virkelig god arbejdskultur, siger hun.

Hun fremhæver, at Haderslev balancerer størrelse og muligheder:

– Det er fedt, at det er en mindre by, men hvor der stadig er mange muligheder – både med butikker, restauranter, natur og uddannelse i nærheden.

10 minutter på arbejde

Sophus er uddannet finansøkonom og arbejder i dag ved ATP på havnen. Jobbet fandt han ikke planlagt – men tilfældigt.

– Jeg faldt over det, da jeg kiggede jobannoncer. Og jeg skulle lige overbevise dem om, at jeg faktisk ville flytte tilbage, siger han.

I en periode pendlede han mellem Aarhus og Haderslev. I dag er arbejdsvejen noget helt andet.

– Jeg kan køre Cecilie på arbejde og selv køre videre – det tager omkring 10 minutter.

Mere luft i hverdagen

Det er især hverdagen, der fylder, når de ser på deres liv i dag: tiden, de har fået tilbage, og roen i det hele.

– Det er en luksus, at vi begge arbejder i byen og kan være hjemme tidligt, siger de.

For Cecilie og Sophus er Haderslev blevet stedet, hvor flere ting er faldet på plads på én gang: karriere, bolig, familie og nærhed.

Et sted, hvor de ikke bare er vendt hjem – men også er kommet videre.